Tilmeldingen til Landstræf er åben

Kribler det allerede i fingrene efter at tilmelde dig til Landstræf 2025? Så er der godt nyt til dig: Tilmeldingen er åben!

Glade voksne spejdere til landstræf i 2023
Foto: Ole Thye Gram

Kan du huske, hvornår du sidste gang har deltaget på et spejderløb? Når vi rammer den 5.-7. september, har du chancen for at få en hel weekend, hvor du kan prøve det. Måske er du heldig at få så fed en oplevelse, at du tager noget nyt med hjem til dine spejdere i gruppen!

Tilmeldingen til Landstræf 2025 er åben – men der er mere! Landstræfpatruljen har også temaet på plads: Spejdermetoden – tag dit spejderarbejde til næste niveau

Og hvad betyder det så?

Forestil dig dengang, du som junior- eller tropspejder rendte rundt med vabler på hænderne efter at have pioneret et spisebord i sjaskende regn lige ved spejderhytten. Selvom du var gennemblødt, betød det faktisk ikke noget, fordi du havde det sjovt med dine spejderkammerater, mens du lærte noget nyt.

Hvis du ikke var spejder som barn eller ung, så kan du også få ovenstående oplevelse på årets Landstræf til september. Okay, måske håber vi hellere på, at solen spreder sig over Houens Odde Spejdercenter, men den varme følelse af glæde i maven over godt selskab og ny viden, kan vi godt garantere.

Den bedste måde at lære på er spejdermetoden, og den bliver rammen for Landstræf 2025. Men på en måde, du ikke har prøvet før. Gennem en masse aktiviteter, løb, workshops og meget mere kommer du gennem spejdermetodens 8 punkter:

  • Learning by doing
  • Det fremadskridende program
  • Spejderlov og -løfte (også i andagt)
  • Fantasirammer
  • Patruljesystemet
  • Mødet mellem børn og voksne
  • Livet i naturen
  • Leg for livet

Kom tættere på dit korps og alle de seje spejdere, der er i det, og deltag på Landstræf 2025.

Om Landstræf 2025

Landstræf 2025 afholdes 5.-7. september på Houens Odde Spejdercenter i Kolding.

Temaet bliver Spejdermetoden – tag dit spejderarbejde til næste niveau

Tilmeld dig her.

Følg de seneste nyheder på facebook.com/landstræf

Læs også

Menu