Deltagerne var inviteret til “årets største spejdermøde”. Og med et tætpakket program med blandt andet hele 23 forskellige aktivitetsposter lørdag eftermiddag, var der masser af muligheder for at få nye oplevelser og inspiration med hjem fra Landstræf 2023. Programmet var bredt med titler som ’Smagsprøve på DM i Spejder’, ’Fremtidens spejderhytte’ og ’Det moderne Gilwell’. Men man kunne også deltage i rundvisningen Tour de Odde, høre om familiespejder eller KFUM-Spejdernes nye samarbejdsprojektsland Nepal.
Programmet lørdag aften var lige så alsidigt. Her kunne deltagerne blandt meget andet hygge sig med tunering i stigegolf, høre live-musik, quizze eller bygge sandskulpturer.
Rollespil om flere frivillige
Helt konkret hvordan man udvikler er velfungerende spejdergruppe var opgaven i aktiviteten ’Experimentariet’ søndag formiddag. Inddelt i grupper, skulle deltagerne dyste om at få flest frivillige.
Gruppen fik en lang liste af tiltag/opgaver, som de kunne overveje, diskutere og prioritere og efterfølgende få point for.
Formål løbet igennem lørdag formiddag
Den igangværende proces omkring KFUM-Spejdernes formål var også på programmet. Dels fredag aften under lejrbålet, hvor reflektioner og konkret tekst blev taget under kyndig og humoristisk behandling af en gruppe skuespillere, der med hjælp fra deltagerne opførte impro-teater. Inddelt i fire forskellige spor deltog alle lørdag formiddag i et løb om KFUM-Spejdernes formål. her skulle lederne blandt andet diskutere de forskellige målgruppers relevans for udformningen af formålet. I et andet spor, som tog fat i samfundsperspektivet, fik vægtningen af forskellige elementer tildelt procenter i forhold til vigtigheden. For hvad er vigtigst at have med i formålet? lød oplægget.
Uanset hvilke spor man valgte, kom man forbi en såkaldt K-post, hvor man skulle forholde sig til, hvordan vores kristne ståsted skal formuleres – og hvor meget det skal fylde.
Formålsdiskussion fortsætter
Diskussionen om KFUM-Spejdernes formål har været i gang siden landsmødet 2022 og det fortsætter frem mod Landstræf 2024. Her skal landsmødeforsamlingen stemme om en eventuel ændring af KFUM-Spejdernes formålsparagraf. Det sker i dagene 6.-8. september 2024, så sæt kryds i gruppens kalender allerede nu.